shamanistisk meny
   

 

I Vølvens Spor

Om Sejd i Nordens trolddomstradition

af Annette Høst ©

 
   

 

Norden har en rig, men lidet kendt magisk tradition, med rødder der strækker sig tilbage til langt før vikingetiden. Denne tradition er især er kendetegnet ved sejd, galder og runer; de trolddomsformer som vi finder vævet ind i fortællingerne fra edda og saga.

I denne artikel skal vi høre om sejden, den oldnordiske form for shamankunst. Vi skal møde sejdens udøvere, kendt som vølver, sejdkvinder og sejdmænd. Og vi skal se, hvad der sker, når vi selv går i vølvens spor.

Sejdens kunst er udviklet i dyb overensstemmelse med vore egne landskabers urkraft, med lys og mørkes kredsløb, dyrs og planters væsen. Derfor kan sejden hjælpe os med at rodfæste vores egen magiske og spirituelle praksis i landskab og historie.

I adskillige år har jeg - ligesom mange andre - været optændt af at tage vølvens arv til mig. Det har været en del af min shamanistiske praksis og græsrodsforskning at udforske heksens og shamanens rødder i Norden. Sejden har været min bedste nøgle til dette, og selvom der stadig mangler brikker i billedet af sejd, findes der en synlig tradition med konkrete anvisninger, som vi kan tage til os og bruge her og nu.



 

Sejdens magiske håndværk
Vølve betyder stavbærer, eller hende, der bærer den magiske stav. Sejdens troldkyndige udøvere blev i gammel tid også kaldt sejdkvinder og sejdmænd, viskvinder, spåmænd og spåkvinder. I mange århundreder var sejdens kunst højt udviklet i Norden, og de sejdkyndige var som helhed respekterede og agtede.

Sejdens rituelle metode er noget helt for sig. I sejd bruger man ikke trommer, som man gør i samisk og sibirsk shamankunst. I stedet bruger man en unik kombination af stav, sang og højsæde som middel til at lade sjælen rejse. Lad os prøve at se for os, hvordan en typisk sejd ceremoni er foregået i vikingetid, og sikkert længe før: Vølven sidder med sin stav på et særligt højsæde kaldet sejdhjællen. Hun er omgivet af en kreds af folk, der synger eller kvæder sejdsangen. Det er denne sang, til tider ekstatisk, der åbner døren til andre verdener og påkalder vølvens åndehjælpere. Sangen ændrer hendes bevidsthed, eller bærer hende i trance om man vil, så hun kan besøge åndevæsner og guder, fremføre sit ærinde og skue vidt. Når sangen dør hen, befinder vølven sig stadig "mellem verdener", og i den tilstand kan hun spå, det vil sige svare på de spørgsmål om fremtid og skæbne, som kredsens deltagere går frem og stiller hende. Den viden, der strømmer fra hendes mund, modtager hun fra sine åndelige hjælpere.

Formålet med sejden er i nogle tilfælde spådom, altså at se det skjulte. I andre tilfælde er formålet at påvirke, ja forvandle et væsen, en genstand eller et landområde. Groft sagt handler den første slags sejd om viden, den anden slags handler om kraft.

Sejden foregår oftest i fællesskabets sammenhæng, hvor vølven sejder på hele gårdens eller bygdens vegne. Sådan sker det for eksempel i vores mest berømte beretning om sejd, fortællingen om Thorbjørg Lillevølve i Erik den Rødes saga. Her hjælper hele gruppen med, de deltager og synger sejdsangen, mens Thorbjørg på sejdhjællen samler sine åndehjælpere om sig for at få en ende på bygdens sygdom og egnens goldhed.

Andre gange udfører den troldkyndige sejden alene eller kun med få medhjælpere, og sejder til gavn for sig selv eller for en kunde. Vi hører i sagaerne eksempler på at man sejder et våben uovervindeligt, sejder en fjende hvileløs, eller sejder sild tilbage i en fjord.

Og endelig er der udesidningen, utiseta, en magisk praksis nært beslægtet med sejden, ja jeg vil kalde den sejdens naturfundament. ”At sidde ude for visdom”, som det hedder, er et meget enkelt og naturnært ritual. Ikke desto mindre har det et mægtigt spirituelt potentiale, som vi klarest kan se i det første eddakvad Voluspá, Vølvens Spådom. I dette store, mytiske kvad er det vølven selv, seeren, der fortæller os om hvordan hun sidder med sin troldstav alene ude i det nattemørke fjeld og skuer dybt i fortid og fremtid. Hun synger om de guder, jætter og andre væsner, som åbenbarer sig for hende i hendes vision. ”Vidt ser jeg, vidt i alle verdner!” udbryder hun gang på gang.

Sejdudøvelsen har udpræget shamanistisk karakter, med tydelige forbindelser til samisk shamanisme. Med shamanistisk mener jeg, at den sejdkyndiges arbejde udføres i trance, at det sker i direkte møde med hendes åndehjælpere, og at hun ofte sjæle-rejser til den anden verden. Vi kan med god ret kalde den sejdkyndige en oldnordisk form for shaman. En shaman, som måske - især tidligere - også har haft flere ceremonielle funktioner i gudedyrkelse og kult. Det skinner stadig igennem i nogle beretninger, at vølven tilkaldes i sin dobbelte egenskab af sejdkvinde og forbindelsesled til Frej eller Freja. Som da bygdens folk tilkaldte Thorbjørg Lillevølve, fordi frugtbarheden var truet, og fiskeriet slog fejl.

Skønt det magiske og spirituelle ofte er tæt forbundet i det førkristne Norden, så er det værd at bemærke, at trolddom ikke er det samme som hedenskab. Eller med andre ord, man behøver ikke være asatro for at udøve sejd. Man behøver ikke lave magi for at være hedning. Sejden er en selvstændig kunst, som for eksempel ikke er afhængig af oldnordisk ”liturgi”, skønt den i mange tilfælde kan indebære spirituelle oplevelser.


Sangen, staven og kraften

Mit hedeste ønske har fra begyndelsen været at fralokke de gamle opskriften på sejd. Målet har ikke været at rekonstruere fortiden eller at forsøge at gøre vikingetids-sejd, men at finde ud af hvordan sejden virker, og hvordan den kan bruges af os i dag. Hvilke nye muligheder kan den tilføre vores liv?
Det viser sig, at sejdens magiske sang også i dag evner at åbne døre, fortrylle og vække kraft, og sejdsangens slægtskab med Nordens andre magiske sangtraditioner som joik, galder og runesang er tydeligt. Sejdens tranceskabende sang har lært mig meget om at kunne rumme kraft og lade den flyde gennem mig. For at sangen kan give drivkraft til magien, må man lære den kunst at give sig helt hen i den, samtidig med at man stadig synger målrettet, det vil sige husker formålet med sejden.

Staven, som har givet vølven navn, er - også bogstavelig talt - midtpunkt i sejd. Når man sidder på hjællen midt i stemmehavet, så er det staven i ens hænder, der giver retning på rejsen. Samtidig er den ens jordforbindelse, den er som livets træ, og kraft kan pulsere igennem den.

I en stærk sejd kan det ske, at man netop møder en utæmmet naturkraft, en urkraft, der strømmer fra jorden, hvirvler gennem sangen, skyder op gennem staven og én selv. Og det sker af og til, at den har tydelig seksuel eller erotisk karakter. Det er den kraft, man har at gøre godt med. Denne egenskab ved sejden er samlet og formuleret i det oldnordiske begreb ergi. Blandt alle gåderne om sejd er ergi den mest mystiske, og for mig at se den mest misforståede. I forskningen er ergi ofte blevet oversat til liderlighed, i vikingetiden til umandighed. For mig er ergi sejdens mysteriekerne: Ergi er den magiske håndtering af urkraften - inklusive dens erotiske side - gennem målrettet overgivelse. Dette frivillige, ekstatiske kontroltab er kendt og beskrevet af både den samiske shaman noiden og den sibirske shaman. Og det opdages på ny af mennesker i dag, der vover sig ud på shamankunstens og sejdens eventyr.

I dag som dengang har vi blandt andet brugt sejd, når liv og frugtbarhed er truet, for eksempel til at sejde livskraft til forurenede søer eller syge skove. Vi har sejdet velsignelse til arbejdsprojekter og viden til menneskefællesskaber -som har bedt om det. I dag som dengang virker det, som om det mest populære er spåningen, de korte, fyndige, ofte dobbeltbundede svar fra vølvens mund på folks spørgsmål om kærlighed, helbred og arbejde.


Oldtids sejd, saga sejd og ny sejd

Vores sparsomme viden om fortidens sejd bygger næsten udelukkende på korte beretninger og notitser i eddaerne og sagaerne, og andre skrifter fra tidlig middelalder. Men skrifterne giver os kun glimt af vikingetidens sejd, det vil sige øjebliksbilleder fra sejdens seneste levetid. For sejden er langt ældre end vikingetiden.

Sejdens målrettede håndtering af ekstase og kraft sandsynliggør for mig, at den har rødder i frugtbarhedskult af den slags, vi har vidnesbyrd om fra Nordens bronze- og jernalder. Jeg ser den udviklet af de troldkyndige i de hellige handlingers bevidste brug af ekstase til at hidkalde guder og åbne for frugtbarhedskraft. I de oldnordiske skrifter forbindes både Freja og Odin med sejden, og Snorre Sturlason nævner Freja som sejdens mytiske indstifter: ”Det var hende, der først lærte aserne sejd, gammel trolddom , som hørte til vanernes hemmelighed.” Det peger for mig alt sammen på at sejden - og dens forløbere - kan have været levende tradition i henved tusind år.

Med hensyn til kildeskrifterne må vi huske, at de først er fra tidlig middelalder, nedskrevet af lærde kristne flere århundreder efter de begivenheder, der skildres. Og selv om mænd som Snorre har været positivt indstillet overfor deres stof, kan det ikke undgå at blive stærkt farvet af, at det skrives i en tid, hvor al trolddom og al udøvelse af hedenskab allerede er forbudt ved lov.

I de senere år er oplysningerne fra skrifterne suppleret med en ny opmærksomhed på arkæologiske fund af stave, som kunne være sejdstave. Stadigvæk kan skrifter og gravfund ikke alene tegne billedet af sejd. Men ved at lære sejden at kende indefra, gennem at praktisere den ud fra skrifternes og jordfundenes stumper af anvisninger, så åbenbarer den selv ting, der ikke står i bøgerne. Vi går så at sige i vølvens spor, synger over stumperne, så de vokser sammen og får liv.

Man kan sige at sejden har været glemt og gemt i Elverhøj i mange hundrede år. Jeg er én af dem, der har været så heldig at være med inde i højen og fået lov at hente den, se den ny sejd træde ud af skyggerne og tage form.

I disse år udøves den ny sejd i mange variationer af vidt forskellige grupper og netværk, og den anskues fra ret så forskellige vinkler. Jeg anser sejd for en shamanistisk trolddomsgren eller disciplin. De kvinder og mænd, jeg har sejdet med, har alle en "almen" shamanistisk træning som grundlag, og det præger jo vores erfaring på en eller anden vis. Vi har fundet at grundstrukturen i sejdritualet: staven, sangen, sejdhjællen i kredsen af sangere, fremmer en hel speciel energi og kontakt med ånder og kræfter, som føles dybt indlysende, som om vi altid har gjort det. Når vi begynder et sejdritual idag, træder vølven ud af myterne og ind i denne virkelighed. Når moderne mennesker tager plads på hjællen, skifter de så at sige ham foran vores øjne, og det sker, at vi ser nornerne sidde i vores midte.

Selv om den ny sejd i sagens natur på mange måder er anderledes er gamle, anser jeg dens kerne for at være tidløs, og jeg bestræber mig for at være så tro mod dens væsen som muligt i udøvelsen. Jeg finder det vigtigt, at vi gør os umage i hver sejd, for de skridt, som vi tager i dag, danner morgendagens tradition. De største udfordringer jeg ser for den ny sejd, er dels at vi holder den enkel og naturnær, så den ikke stivner i overdreven ritual og liturgi. Dels at vi respekterer at den kræver kundskab og troldkyndighed. Det vil sige, at vi ikke sjusker med sangene, og vi er bevidste i vores etik, præcise i vores hensigt og omgang med kraften. Endelig at vi står fast på, at sejden tilhører både mænd og kvinder, og lader vikingetidens ergi-angst blive liggende i vikingetiden.

Vi er nu der, hvor vi ved, hvad der skal til for at gøre en god sejd. Vi ved så nogenlunde, hvilke kyndigheder sejden kræver af os, hvilke slags sejdsange, der rykker, og vi kender nogle af stavens hemmeligheder. Men der er stadig dybere lag af sejdens håndværk og mysteriekraft at afdække, så opdagelsesrejsen fortsætter - sikkert mange år endnu.

 

Vølven og heksen
Hvad skete der egentlig med sejden dengang, hvorfor forsvandt den fra vores tradition? Allerede gennem de sidste århundreder før den officielle overgang til kristendommen omkring årtusindskiftet, skete der groft sagt forandringer i samfundet, som bevirkede at sejden blev set på med tiltagende frygt og foragt. Visse af sejdens træk - især ergi - blev provokerende, og i vikingetiden kunne mænd ikke mere udøve sejd uden at risikere at blive beskyldt for kvindagtighed. De sejdkyndiges omdømme blev dårligere, og med de nye love efter kristendommens indførelse blev sejd, udesidning og al anden trolddom som for eksempel galder og runemagi forbudt. Billedlig talt måtte vølven gå under jorden, og blev hun så til heks? Prøv en stund at glemme alt, hvad du ellers forestiller dig om hekse, og forsøg bare at se de sejdkyndiges magiske tradition tilpasse sig og fortsætte......

Det har fra begyndelsen været min klare fornemmelse, at sejdens spor kan følges op gennem tiderne, skønt meget er glemt og ændret under de sværere vilkår. Men sangen, troldstaven og spådomskunsten er båret livskraftigt videre af mange generationer af troldkyndige, kloge mænd og hekse. Det er de spor, jeg stadig afprøver, vejledt af det sejden har lært mig. Det er en stærk oplevelse af at række ud over afgrunde af tid, glemsel og historier vendt på hovedet. Og når jeg sammenholder sporene fra sejden, fra den senere folkemagi og vores moderne shamankunst for at se, hvor de krydser, så er der lige så mange aha-oplevelser som nye gåder. Mere kan jeg ikke fortælle her. Dog vil jeg sige, at når vi gør sejd i dag og står i bruset af sangen, så er jeg overbevist om, at vi mærker den kraft, som middelalderens og senere tiders folkemagi voksede ud af. Det giver os en sanset fornemmelse på krop og sjæl af trolddomskunsten og dens bærere, indefra, fra rødderne. På den vis kan man godt sige at vølven er heksens tip tip oldemor.

Men det vigtigste - og det som egentlig er hjertet i hele historien - er, at sporet igen og igen fører til de samme ur-kilder, som gav de troldkyndige før os visdom og kraft. De kilder finder vi, når vi selv går ud og spørger vinden, kragen, urterne og jorden. Vi finder dem i vores uforbeholdne, spirituelle møde med naturens væsner, når vi gør udesidning under stjernerne eller gør ensom sejd i den nattemørke skov. Det er der, sejden altid har fået sin kraft fra, og det er der, vi vil møde den fremover.

Lad jættevølven Hyndla slutte denne korte indføring i sejdtraditionen:

”Mangt har vi sagt dig, mere vi mindes.
Vel må man vide det. Vil du end mer?”

 

Denne artikel er en udvidet og opdateret udgave af en ældre artikel af samme navn, oprindelig skrevet til tidsskrifterne Cyclus i 1995 og senere Vølse.

Du kan læse mere om nordisk trolddom, sejd og især udesidning i Annettes bog ”JORDEN SYNGER - naturens kraft og nordiske rødder”.

Træning og fortræning til sejd gør vi på kurserne Sejd og Sjælens Stemme -shamanistisk sang

 

-- TILBAGE TIL BIBLIOTEKET --