shamanistisk meny
   

 

DEN SIDSTE REJSE:
Shamanens arbejde med døden og den døende

af Annette Høst ©

shaman skib sidste rejse død

 
   

 

Arbejdet omkring døden, den døende og de efterlevende har traditionelt været en af shamanens vigtigste funktioner. Det er opgaver, som shamanen i kraft af sin særegne uddannelse og indvielse er specielt egnet til at varetage. I de år, hvor Jonathan og jeg har arbejdet med shamanisme, har vi oplevet hvordan disse vigtige opgaver bliver forsømt i vores samfund, med megen unødig smerte og elendighed til følge. I denne artikel vil jeg tage udgangspunkt i det traditionelle shamanarbejde omkring døden og se på hvordan disse urgamle anvisninger kan bruges her og nu, så mødet med Døden kan blive mere frugtbart og forløsende. 

I vores samfund er Døden fornægtet og bortvist fra vores dagligliv. Selve ordet er unævneligt eller omskrives til mere "skånsomme" udtryk som at "sove ind" eller "gå over". Vi er blevet så gode til at skjule såvel Døden som dens slægtninge Aldring, Forfald og Nedbrydning at mange mennesker er både uforberedte og rædselsslagne når en af vores nærmeste eller vi selv står over for døden; - uden formåen til at gøre og sige det, der kan lindre og forløse. 

Vores tid og kultur er enestående i denne henseende. I næsten alle traditionelle samfund er holdningen til døden en anden. Døden og dødsforløbet er en synlig del af det daglige liv, og ved problemer kan der hentes hjælp og vejledning af erfarne fagfolk, meget at ligne med jordmødre ved fødsler. 

Arbejdet med døden har altid været et af shamanens fremtrædende arbejdsområder, på linje med funktionerne som helbreder og seer. Derfor findes der et enormt vidtspændende materiale, der beskriver dette arbejde. Skønt der er store variationer i forskellige kulturers detaljer og arbejdets rituelle form, er materialet kendetegnet ved stor global overensstemmelse i det væsentlige. 

Det, der er interessant i netop disse ti-år, er at det tusindårgamle shamanistiske materiale bliver bekræftet og suppleret af "ny" banebrydende viden f.eks om nær-døds- oplevelser. Ting som var usigelige og ugørlige for 10-15 år siden er ved at vinde fodfæste hjulpet b.a. af Elisabeths Kübler-Ross og Raymond Moody's pionerarbejde. 

De nyere førstehånds beskrivelser af nær-døds oplevelser beskriver ofte en rejse gennem en slags tunnel til et hinsides rige, hvor den nær-døde bliver mødt af åndelige hjælpere og/eller afdøde slægtninge. Der er en slående lighed her med den klassiske shamanistiske rejse til åndernes verden. 

Lad os derfor se, hvad de gamle shamaner har at fortælle os. 

Opgaverne omkring døden
Enhver traditionel kultur har sine anvisninger på hvordan man hjælper et menneske med at krydse tærskelen mellem liv og død, og hvordan både den døde og de levende får fred, får afsluttet. De problemer, der kan opstå i forbindelse med dette, er i shamanistiske samfund blevet udtrykt således: 

Hvis de døde enten var uvidende/ ubevidste om deres nye tilstand, eller ikke kunne finde vejen til dødsriget, kunne de blive hængende her i de levendes verden som hjemløse genfærd. 

Et andet alvorligt problem var hvis den døende/ døde ikke kunne slippe sin tilknytning til denne verden eller personer herfra. Dette kunne medføre at den døde enten trak andre (dvs. deres sjæledele) med sig til dødsriget, eller selv ikke kunne komme herfra. Resultatet kunne være svær sygdom (dvs sjæletab) hos en nær efterlevende, eller ulykkeligt spøgeri. 

Det er præcis ved disse problemstillinger, shamanen kan hjælpe. 

Shamanens forudsætninger
Det, der overalt i verden gør den traditionelle shaman specielt egnet til at håndtere opgaverne omkring døden er følgende: Hun kan se og kommunikere med sjæle og ånder, - det er en del af shamanens håndværk. Hun kender vejen til det hinsides, både oververdenen og underverdenen, for hun har allerede været der på sine sjælerejser,- og hun kan klare strabadserne og vende sikkert hjem, omgivet og vejledt som hun er af sine hjælpe-ånder. Hun kender dødsprocessen gennem erfaringen fra sin egen indvielse, og gennem sit tætte forhold til andre livsformer og naturens kræfter; - hun har døden som rådgiver. 

Shamanens indvielse er ofte langvarig og omfatter mange steder at novicen gennemgår en svær sygdom, eller en død- genfødsel. Derfor kaldes shamanen også den Sårede Helbreder. En klassisk indvielses oplevelse er at novicen/ lærlingen i en vision eller rejse bliver lemlæstet, reduceret til skelet eller fuldstændig fortæret af frygtindgydende ånder, for derefter at blive genfødt i sin nye shaman krop. Udover at bære på erfaringen af dødsoplevelsen, har den ny krop ofte en ny vigtig bestanddel som f.eks en ekstra knogle, eller en indopereret krystal. De åndevæsner, der stod for tilintetgørelsen, kan bagefter blive vigtige åndehjælpere for shamanen. 

Også mennesker her og nu kommer ud for denne form for oplevelse, spontant eller på en shamanistisk rejse, og det kan klart være skræmmende, hvis man er uforberedt. Så er det vigtigt at få sat oplevelsen ind i denne klassiske eller arketypiske sammenhæng, og genkende den som et skridt i en indvielsesproces. 

Rejsen til dødsriget
Det er ved afslutningen på en begravelsesfest hos Nanai folket i Sibirien. Alle den dødes slægtninge og venner er forsamlet i yurten for at overvære at den afdødes sjæl bliver fulgt til den anden verden. Først tager shamanen sin dragt på, griber sin tromme og opsøger så den afdødes sjæl, som stadig dvæler i nærheden af hjemmet. Så forbereder shamanen rejsen til det hinsides med sang og tromning, og nu hører man den døde klage over, at hun ikke kender vejen, at hun er ængstelig over at forlade sin familie, osv., men til sidst stiller hun sig tilfreds men at blive eskorteret af shamanen. Shamanen har sværtet sit ansigt med sod for ikke at blive genkendt og fastholdt i dødsriget. Syngende, trommende og dansende påkalder han sine ånder og beder dem om hjælp. Derefter tager han og den afdødes sjæl plads på en "slæde" med ansigtet mod vest, og nu tager rejsen fart. 

Hele forsamlingen kan følge med i begivenhederne gennem shamanens sang og ordvekslinger mellem ham og hjælpeånderne. Først er vejen velkendt for alle, men så styres der gennem en åbning i jorden mod den nedre verden. Forhindringerne og strabadserne tiltager, jo nærmere de kommer dødsriget, for eks. må de krydse en vældig flod. Endelig ses røgen fra de dødes landsby, hvor alle stimler sammen om de nysankomne. Shamanen genkender slægtninge til den døde, i hvis hænder hun bliver betroet. Så haster han på ryggen af en fugl tilbage til denne verden. Vel tilbage i yurten fortæller shamanen om hele forløbet, uddeler hilsner og gaver fra afdøde pårørende til alle, og segner så udmattet om. Livet kan fortsætte i de levendes land. 

Rollen som ledsager på den sidste rejse, som den, der fører sjælen til det hinsides, kaldes af de lærde for psykopomp. Det er det centrale i døde-arbejdet, som udføres overalt af såvel traditionelle shamaner som af moderne shamanistiske praktiserende. Det er en arketypisk funktion, som også aftegner sig i vores nordiske myter om Valkyrieskikkelserne og f.eks. i Orfeus-myten. 

Nogle steder tilkaldes shamanen ved ethvert dødsfald for at føre sjælen til sit nye bestemmelsessted, ofte ved begravelsesfesten efter de 3, 7 eller 40 dage, man regner med, at sjælen stadig dvæler ved de levendes boplads. Andre steder træder shamanen kun til, hvis der opstår problemer, f.eks hvis den døde ikke selv efter en passende tid drager til åndernes rige. 

Dødsrigets placering i den anden verden afhænger af den individuelle eller den lokale kosmologi og den herskende religion. I nogle kulturer findes dødsriget i underverdenen, andre steder må man f.eks vestpå for at nå det. Blandt moderne praktiserende ser jeg som mønster, at de dødes rejse går opad. Ikke så sært måske efter tusind års kirke påvirkning, der har sat underverdenen lig med pinsler og helvede og sat lighed mellem det mørke og det onde. 

Ofte må en flod krydses på vejen. Og mange steder, så fjernt fra hinanden som Melanesien og det førkristne Norden, foregår rejsen til de dødes land i en båd. Vi har stadig afbildninger af disse ånde- eller begravelses-både strøet ud over det nordiske landskab i form af helleristninger eller imponerende skibssætninger af sten. 

Nogle steder erstattes shamanens ledsagelse på rejsen af en reciteret rejse-vejledning til den døde. Den Tibetanske Dødebog Bardo Th"dol er, ligesom andre lignende rituelle tekster fra f.eks Sydøst Asien, klart shamanistisk i sin struktur og oprindelse. Teksten læses tæt ved den døende eller netop afdødes øre, og beskriver rejsen igennem bardo-territoriet og dens forhindringer, så den døde kan finde vej. 

Her og nu
Også selv om man ikke har tænkt sig at gå shamanens vej, kan man lære af erfaringsmaterialet i den shamanistiske tradition. Hvis vi læser bagom de forskellige kulturers rituelle form, udkrystaliserer der sig nogle få, evigaktuelle opgaver og retningslinjer. De vigtigste forekommer mig at være disse: 

For det første at afslutte, færdiggøre ufærdigt arbejde, løsne bindinger (forebygge sjæletab). 

For det andet at føre den døde til det hinsides, hvis han/hun ikke selv kan finde vej. 

Den sidstnævnte opgave er klart shamanistisk arbejde. Men den første, store opgavegruppe- at slippe og færdig gøre, kan enhver hjæpe med til. Det virker måske som indlysende opgaver, men disse ting negligeres i utrolig grad i vores kultur, med det resultat at sorg trækkes i langdrag, sår ikke vil læges, livet går i stå. 

At slippe og afslutte
Der er mange benævnelser for dette opgavekompleks: At slippe og få lov til at slippe (mennesker, forpligtelser), at frisætte hinanden, at forsone sig , at tilgive og få tilgivelse, at løse bånd og tilknytninger, at gøre rent bord. Som samlebetegnelse kan vi kalde dette ufærdigt arbejde, og når det er gjort færdigt, opleves forløsning. Det er alt sammen opgaver som både den døende og de efterlevende har del i og ansvar for. Det er både den døende og de efterlevende, der må give slip. Det er klart at jo mere man kan få afsluttet før dødstidspunktet jo lettere og jo bedre, men også efter døden kan bånd løses; det er aldrig for sent. 

Der er mange måder at arbejde med dette på udover almindelig samtale og samvær, først og fremmest kræves viljen og modet. Drømme kan være til vældig hjælp; meditation og brevskrivning er andre gode eksempler. Den shamanistiske rejse er et enestående redskab til at hjælpe med at løse og færdiggøre, skønt det nogen gange sker på en anden måde end forventet: 

En kvinde, hvis gamle far lige var blevet alvorligt syg, frygtede at han ville dø, og bad om råd på en shamanistisk rejse. På rejsen oplevede hun, at han døde, hun så ham blive genforenet med sin afdøde kone i den anden verden, og hun forstod pludselig sider af ham, der altid havde gjort hende rasende. Bagefter var hun meget bevæget, omtumlet og - lettet. Tiden er anderledes i den anden virkelighed, og i denne verden var han endnu i live. Hendes oplevelse havde stadig stor kraft, så da hun snart efter besøgte ham, sagde hun: "Tænk far, jeg drømte at..." og så fortalte hun hele rejsens oplevelser inklusive hendes egne reaktioner. Det var præcis den åbning der skulle til, for at de kunne snakke sammen om ting, de aldrig før havde kunnet berøre. Han lever stadig, men de har fået afklaret og færdiggjort nogle ting, der ikke alene gør dem begge bedre forberedte på hans død, men også har beriget forholdet mellem dem, mens han lever. 

I shamanistisk forståelse omfatter det at slippe og afslutte også at forebygge eller helbrede sjæletab: I nære forhold kan vi fristes til at give en del af os selv til vores partner/ barn/ forælder i et forsøg på at holde på den anden. "Hvis jeg giver dig en del af mit hjerte, mig selv, så vil du aldrig forlade mig". Jo mere symbiotisk et forhold, jo mere bytten sjæledele. Når så en af parterne dør, hører vi f.eks udtrykket: "Da min kone døde, var det som en del af mig selv gik med hende i graven." Sjæletab kan resultere i svær sygdom eller depression hos den levende, og sjælebåndene forhindrer den døde i at komme videre. 

Det er en klassisk del af shamanens arbejde at rejse ud og hente de tabte sjæledele hjem, men enhver kan hjælpe med at forebygge sjæletab, ved at blive bevidst om hvilke sjælelige bindinger vi har til den anden og trække dem tilbage. 

Elisabeth Kübler-Ross fortæller, at når den døende er klar til denne tilbagetrækning, kan de pårørende opleve det som afvisning, hvis de ikke forstår at det drejer sig om opnåelse af sjælelig ligevægt. 

Afskedsritualet
Et aspekt af Nanai folkets begravelsesceremoni var kaldt lause. Her havde shamanen rollen som mellemmand eller budbringer mellem sjælen og de levende slægtninge. F.eks berettede en sjæl via shamanen at han manglede at betale en gæld til sin nabo. Da dette var bekræftet, bad shamanen de pårørende om at overtage forpligtelsen. Således blev lause brugt til at færdiggøre ting, den døde ikke havde nået, mens han var i live. 

Et afskedsritual eller begravelse er en vigtig ceremoni, som har mange muligheder for at virke som katalysator for afslutning og forløsning. Hvis den konventionelle form for begravelses -ceremoni ikke føles tilfredsstillende, må man gå igang med selv at skabe nye ritualer. Kredsen, cirklen, og hverenkelts mulighed for at tage del og udtrykke sig synes at være vigtige elementer.

En ung mand som var døende, bad alle sine venner og slægtninge om at komme og hver fortælle, hvad de ville huske ham for. I dette tilfælde var det den døendes afklarethed, der gjorde det muligt at have dette afskedsritual, mens han levede, men det kunne også være en del af et begravelses ritual. En midaldrende mand døde pludselig, men hans nære familie og venner brugte sammen kistebygningen og udarbejdelsen af et nyt meningsfyldt ritual til at hjælpe hinanden gennem chokket og afskeden. 

Naturens dimension og frugtens kredsløb
For ikke at blive "suget ind i dramaet omkring individuel død" som Ram Dass udtrykker det, er det godt at åbne for et meget større perspektiv, at huske vores slægtskab med resten af naturen. Alting, - dyr, planter, årstider, kontinenter, - fødes og går til grunde i kredsløb og vældige rytmer. Mens min far var ved at dø, havde jeg et slags mantra der hjalp, når alt blev næsten ubærligt. Jeg ville gå ud og se op i de mægtige træer udenfor min dør og tænke: "Ja ja, - istider kommer, istider går". 

Kulturer verden over har fortællinger om døden som en forudsætning for livet, ikke som et fornærmende og grumt anslag mod den enkelte: Den sumeriske myte om gudinden Inanna's nedstigning til dødsriget, såvel som Demeter myten om Kore, der bortføres til underverdenen, indprenter sine tilhørere at livet må afbalanceres med døden. Turen til dødsriget eller opholdet i Underverdenen er nødvendigt for den fortsatte frugtbarhed, hvad enten man er et sædekorn eller en gudinde. (Derudover kan myten om Inanna's prøvelser læses som en shamanistisk indvielse i guddommelig skala.) 

De oldnordiske myter rummer også denne cykliske forståelse: Gudinden Hel og "de underjordiske" hersker ikke bare over død, men også frugtbarhed, grokraft og visdom. Det er i denne sammenhæng det bliver forståeligt, at almue magiens brug af kirkegårdsmuld og dødningeben handler om at få del i dødeverdenens kraft og klarsyn, ikke om makaber besættelse med uhygge. 

Alt liv tager liv for at leve. Koen der æder græs, os, der sætter tænderne i en oksesteg eller et stykke brød, - det er en og samme handling. Kun ved at nægte andre livsformer sjæl kan vi foregøgle os at vi ikke slår ihjel. Hvis vi ser vores mad i øjnene, ser vi også dødens tilstedeværelse som en forudsætning for at vi kan næres. Her er en mulighed for at lære om sin plads i livets kredsløb, uden tilslørende glasur, uden skyld, men med taknemmelighed. 

Spøgelser
Den populære folkeviden er klar over, at genfærd er døde, som ikke kan finde hvile. Det er enten fordi de plages af ufærdigt arbejde, eller fordi de er uvidende om, at de er døde og ikke kan forstå, hvorfor ingen vil tale med dem. Måske kan de bare ikke finde vej herfra. Under alle omstændigheder er spøgelser folk, der har brug for hjælp - meget spøgeri er råb om hjælp enten til at få givet et budskab, gjort rent bord eller til at komme videre. Genfærd har hverken brug for exorcisme, at blive uddrevet eller få en pæl rammet gennem sig. Når moderne shamaner går i gang med også denne del af arbejdet omkring døde, er der pludselig ikke mere noget mystisk eller uhyggeligt ved begrebet spøgelser. 

Festen for de døde
Vintersolhverv markerer solens død og genfødsel, og det er i nordisk tradition et stærkt ladet tærskelpunkt i årets hjul, hvor døren står vidt åben til åndernes verden. Bag senere tiders jule og lysfest tegner der sig en endnu ældre højtid: festen for mørket og de døde. For bare nogle få århundreder siden var det stadig tradition, at når man selv havde været i badstue juleaften, blev den varmet op igen til ånderne. Og før folk gik tilsengs juleaften, blev bordet dækket med mad igen til de døde og de underjordiske's besøg. 

Også ved Allehelgensaften/ Alle Sjælesdag omkring 1. november er de døde nærved, og ved mærkedage, som f.eks etårsdagen for et dødsfald, oplever helt almindelige mennesker, at den døde viser sig. Der er ikke noget usundt i det. Det er bare anledning til at mindes eller ære de døde eller få afklaret sidste rester af ufærdigt arbejde. 

Døden som rådgiver
Mange spirituelle traditioner opfordrer til at arbejde med ens eget forhold til Døden. Det er både for at forberede en god død, men ligeså meget for at kunne leve mere fuldt her og nu, og dette kan selvklart ikke adskilles fra at hjælpe andre med deres død. 

Bardo betyder svælg, kløft eller åbning, og bardo beskriver i tibetansk buddhisme området, tilstanden mellem død og genfødsel, men beskriver også andre tilstande af overgang, krise og desorientering i vores liv. Bardo beskriver således muligheden for at vi kan forberede os på en god død ved at "øve os", blive stadig mere bevidste om processen, gennem livets andre bardo tilstande.

"Døden er den viseste rådgiver vi har." siger Don Juan i Rejsen til Ixtlan. Når du føler dig utålmodig, og synes alting går galt, så vend dig mod din død og bed om råd. En umådelig mængde smålighed bliver løftet af vores skuldre, når vi indser at døden er vores evige ledsager. 

Et nyt netværk
Traditionelt er det en "professionel" shaman som varetager psykopomp-arbejdet. Når det er nære pårørende, der giver den døde en sidste shamanistisk håndsrækning, kan arbejdet også medføre et positivt skred i "shamanens" egen sørgeproces: 

"Lige da hun døde, så jeg en stout kvindeskikkelse stå ved foden af hendes seng i et mørkt/lyst felt. Skikkelsen kaldte hende: "Gør dig klar, vi skal afsted. Du har ikke mere at gøre her". Da hun syntes overrasket, blev hun forklaret, hvordan hendes krop ikke duede mere, og hvordan hun heller ikke kunne være mere for sin mand i den krop. Så fulgte hun gladeligt med. Nu fire dage efter, rejser jeg først med mit kraftdyr til hendes hus, for at sikre mig at hun ingenting havde efterladt der. Så drager vi gennem min tunnel nedad i susende fart til underverdenen hvor jeg har på fornemmelsen at finde hende. Jeg bemærker hvordan jeg krydser flere "tærskler". Mit kraftdyr viser vej til en frodig have; - der har hun været hos kvinden, indtil jeg kan følge hende videre. Hun hilser glad og let på mig. Ligeså tynd som under den sidste tids svære sygdom, men ubesværet og fri. Så begynder jeg at græde og le samtidig; - over at vi skal skilles, over at hun har det godt. 

Hun fortæller, hvordan de har snakket, hun har forstået så meget nu, og er næsten spændt på at komme videre. Men hvordan? Jeg spørger mit kraftdyr, han peger på en hvid hest, som kommer gående hen til os. Vi sidder op og siger farvel til den kloge kone. Jeg forstår vi må til oververdenen for at hun kan komme afsted i den rigtige retning, vi rider ad nye stier. Deroppe åbner skyerne sig for en lys sol-bro. Hertil kan jeg følge og ikke længere. Der skal hun op - til Solen. Det gør meget godt. Endelig er vi klar og siger farvel. Så rider hun afsted og forsvinder i det strålende sollys. Mens trommen stadig lyder, suser jeg hele vejen tilbage, græder ud gennem smil, bliver skyllet igennem af bølger af hed varme. Så svært og såre godt." 

Jeg tror, at ligesom en ny fødselskultur er ved at spire frem, er vi ved at skabe en ny dødskultur, hvor venner og familie slår kreds omkring den døende. Hvis angsten for ikke at slå til holder os tilbage fra at tilbyde vores hjælp, må vi huske at man kun bliver erfaren ved at øve sig, omtrent ligesom kvinder kan "træne" til deres egne børnefødsler ved at være fødselshjælpere for en anden først. 

Vi kan begynde med at indtage en meget perifer rolle i netværket omkring den døende. Her kan vi lave vores uundgåelige bommerter og lære af dem i fred, inden vi selv en dag får hovedrollen.

 

-- TILBAGE TIL BIBLIOTEKET --