shamanistisk meny
   

 

Shamanistiske bevidsthedstilstande

eller: Hvad laver jeg her?

af Jonathan Horwitz ©

 
   

 

Indledning
“Shamanistiske Bevidsthedstilstande” er mere end bare en betegnelse til beskrivelse af de skiftende bevidsthedstilstande, shamanen oplever, mens han bevæger sig på sin rejse til, gennem og tilbage fra Åndeverdenen. Det er også den bevidsthed, der altid bor i shamanen. Det er også en del af den større bevidsthed, som vi alle sammen til stadighed er forbundet med. Et af livets store og smukke mysterier er, at vi alle deler den samme bevidsthed, og hver for sig giver den udtryk på så forskellig vis. Shamanens vej er bare én måde til bevidst og med opmærksomhed at komme tættere på denne bevidsthed. 

Forberedelsen til rejsen
Den shamanistiske seance, sådan som jeg og mange andre har oplevet den, har grundlæggende tre faser: forberedelse, rejse og tilbagevenden. Allerede fra de første skridt i forberedelsen begynder shamanens bevidsthedstilstand at ændre sig, i takt med at opmærksomheden på Åndernes nærhed udvides.  Jeg bruger ordet “udvide”, fordi det er sådan, det føles for mig - som om der er mere i mit bryst, i min krop, end der er plads til, og alligevel er der samtidig plads nok. Det er i denne udvidede bevidsthed, at den, der står for at skulle rejse til Ånderne, præcist formulerer, hvorfor hun agter sig til den Anden Verden. Hvad er ærindet, opgaven, hvad er grunden til at kontakte Ånderne? Selv om min almindelige bevidsthed kun lige er begyndt at skifte, så er dette skift nok til, at jeg kan rydde meget af hverdagens travlhed af vejen, som ellers ville forstyrre mit syn og på den måde hæmme min koncentration omkring den foreliggende opgave. 

Det at tænde den hellige ild, sætte alteret op og vaske de hellige genstande i røg er alt sammen en del af forberedelsen. Men der sker også det, at jeg bliver mere og mere bevidst om Ånderne, og efterhånden som deres nærhed bliver mere og mere håndgribelig, sker der det samme med hensyn til min opgave,  hvad enten jeg beder om hjælp for andre eller på egne vegne. Det er min erfaring, at jeg skal være så klar som muligt i mine intentioner: Uden en klar hensigt kan man nemt komme tilbage fra en rejse og vide, at der er sket noget, men uden at vide, hvad det var, sådan som Alice oplevede det i Eventyrland. Det er også det, der kan ske, når målet simpelthen er at opleve shamanens ekstase. Men ekstasen er kun porten til Åndernes Verden, mens intentionen er nøglen til forståelsen.

Der er imidlertid en række interessante og tilsyneladende paradoksale aspekter i den forbindelse. For eksempel sker det sommetider, når jeg når frem til mine åndehjælpere og fortæller dem, hvorfor jeg er kommet, at den hensigt, der kommer ud af munden på mig, ikke nødvendigvis den samme, som jeg så omhyggeligt formulerede, inden jeg forlod min krop. Årsagerne til det er primært, at når jeg først formulerer formålet, så er jeg stadig, selvom min bevidsthed allerede er begyndt at ændre sig, i ret tæt kontakt med og påvirket af mine egne personlige ønsker vedrørende mit liv, mit håb, min frygt, eller, hvis jeg arbejder for en anden, livsomstændighederne for det menneske, der har søgt min hjælp. Men når jeg træder over tærsklen til Åndeverdenen, sker der et skift, og for hver tærskel, jeg passerer efter den, sker der yderligere skift. Jo længere jeg kommer væk fra min egen almindelige virkelighed, jo længere bagude efterlader jeg mit eget ego. Resultatet er, at når jeg omsider kommer frem til mine lærere og hjælpere i Åndeverdenen for at stille mit spørgsmål, har mit oprindelige og ordinære syn på situationen ændret sig til et mere universelt perspektiv, og jeg får vist det, jeg har brug for at se, i stedet for det, jeg troede, jeg gerne ville vide.

Det sker ofte, at den opgave, jeg starter med, har et klart sigte, men trods det kan Åndernes respons være meget forbavsende, som jeg engang oplevede det under en healing-ceremoni.  Sygdom kan forekomme, når noget, der virker som adskillelse, eller blokering, kommer ind i energikredsløbet. Shamanen arbejder sammen med sine ånder på at fjerne disse blokeringer. I det omtalte tilfælde arbejdede jeg med en kvinde, der have været plaget af tyktarmsbetændelse og uden held forsøgt behandlet medicinsk igennem to år. Under diagnosticeringen kunne jeg se, at der lå en kæmpemæssig pythonslange sammenrullet i den nedre del af hendes tarmsystem. Pythonen fortalte mig, at den var kvindens åndehjælper, og at den igennem et stykke tid uden held havde prøvet at få hendes opmærksomhed. Min lærer gav mig besked om at fjerne pythonen og anbringe den i en særlig sten, jeg havde, og derpå give stenen til kvinden. Det gjorde jeg. Derigennem blev kvinden ikke blot bevidst om pythonen og dens venlige hensigter, men kunne også kommunikere direkte med den, når hun holdt stenen i hånden. Mens jeg fjernede pythonen fra hendes tarmsystem, fortalte den mig, at den ønskede, at kvinden skulle søge og komme i kontakt med sin egen spirituelle vej. Den besked viderebragte jeg til hende. På tidspunktet for behandlingen havde jeg ikke noget personligt kendskab til kvinden. Efter healingen fortalte hun mig, at hendes forældre var fra Indien. Hendes opvækst havde været hinduistisk, men hun var ikke seriøs udøver af nogen religiøs eller spirituel praksis og arbejdede som psykolog på den psykiatriske afdeling på et hospital i en industriby. To måneder senere modtog jeg et brev fra hende, hvori hun fortalte mig, at hun siden healingen overhovedet ikke havde haft nogen symptomer. Hun skrev også, at hun i sin ferie havde besøgt en onkel, som var guru. Hendes onkel havde overbragt hende det samme budskab som pythonen – at hun skulle søge sin spirituelle vej.

Ånderne
Her er det på sin plads, at vi ser på “Ånderne,” specielt fordi vi undersøger noget så ukendt som bevidsthed, Det Store Mysterium. Før i tiden har jeg ofte beskrevet “ånder” som bundter af Universets energi/kraft, der viser sig for os på måder, som vi kan forstå (hvis vi stiller os åbne overfor det). Hertil vil jeg gerne føje Richard Nolls kommentar, at Ånder

“kan betragtes som ego-fremmede strømninger, der træder frem fra ‘ikke-jeg’ets skygger for at tilføre individet ny information, som den enkelte ikke har adgang til i almindelig vågen bevidsthedstilstand." (1987:48-49)

Det står da også klart, at ånder er forandringsbringere, som mange af os finder ud af før eller senere, og den forandring, shamanen undergår ved indvielsen, er klart vidnesbyrd herom. Men vigtigst er det, at Ånderne er bringerne af den forandring, der gør shamanisme mulig: Ingen ånder - ingen shamanisme. Det er efter min mening særligt vigtigt at huske i vores “new age” tid, hvor så mange gerne vil prøve at gøre shamanismen socialt acceptabel og til endnu en form for psykoterapi. Det er selvfølgelig en form for psykoterapi, den ældste eksisterende form, men det er kun overfladen. Under overfladen ligger den spirituelle disciplin og praksis, der kommer af Åndernes belæringer. 

Rejsen
Shamanens rejse ses ofte som en metafor. Det er et synspunkt, der er bekvemt for dem, der ikke har nogen direkte erfaring med den shamanistiske rejse, eller som ønsker at forklare eller forstå den shamanistiske rejse indenfor vor tids og kulturs snævre rammer, og det er da også tydeligt, at Ånderne ofte synes at kommunikere ved hjælp af det, vi kalder metaforer. Men den shamanistiske rejse er meget mere end en metafor.

Shamanen har åndehjælpere. Ånderne er ikke metaforer for noget som helst. Shamanen arbejder ved at bede Ånderne om hjælp. Nogle af nøglerne til at udføre shamanistisk arbejde er at vide, hvordan man skal bede om hjælp, hvad man skal bede om, være i stand til at modtage den tilbudte hjælp og kunne bringe hjælpen med hjem med al dens kraft og dybde. Rejsen begynder, når shamanen træder ind i Åndeverdenen, og det sker almindeligvis, mens shamanen kalder på sine åndehjælpere, vejledere og lærere og beder om deres hjælp, som i denne påkaldelse af Ghindia, en shaman af Orochee-folket i det østlige Sibirien: 

“Jeg er en stakkels, fattig kvinde. Der er intet, der udmærker mig frem for andre kvinder i vores landsby. Jeg var en forældreløs stakkel. Jeg var et forladt barn. Mine forældre døde meget tidligt. Jeg husker ikke min mor. Min ungdom var hård, min barndom uden glæde, og mine pigeår ensomme. Mine slægtninge opfostrede mig ... Jeg har altid arbejdet hårdt ... Jeg var bare en stakkels, fattig kvinde, men Du lagde mærke til mig. Du, mægtige Ånd, valgte mig, en stakkels kvinde. Jeg blev Din tjenerinde … Dit ydmyge redskab. Du følte ikke modvilje mod at tage bolig i mig. Min krop var dig til behag …  Du valgte mig, og jeg blev shaman. Uden Dig er jeg kun en stakkels kvinde. Med Din hjælp er jeg kraftfuld. Alle mennesker respekterer mig; alle buseu [lavere orden af onde ånder] frygter mig. Jeg er Din tjenerinde … Dit sendebud, Dit redskab. Jeg har underholdt Dig med min sang og dans. Min tromme indgyder Dine fjender frygt. Mit bæltes klirren skræmmer dem bort… Jeg har tilberedt Dit måltid. Dine livretter står klar.  Kom, Min Mester, jeg er parat til at modtage Dig.  Kom, kom!"  (Lopatin , 1940-41, i: Anthropos 35-36:354-55. Kursiv tilføjet).

Jo dybere shamanen rejser, jo tættere kommer han på essensen af sin kraft – Universets Kraft – både i metaforisk og i reel forstand. Metaforisk i og med at rejsen bringer ham længere og længere væk fra hans daglige virkelighed, hvor han begyndte; reelt fordi den oplevede adskillelse mellem ham og Universets Absolutte Kraft opløses, indtil der, i nogle tilfælde, ikke eksisterer nogen adskillelse. 

Åndernes verden
I beretninger indsamlet fra shamaner i traditionelle kulturer og oplevelser blandt udøvere af shamanisme i moderne vestlige samfund, står det klart, at åndeverdenens geografi er udstrakt. Områderne i shamanens univers omtales ofte som Oververdenen, Mellemverdenen og Under-verdenen, og forandringer heri, der kan være vandrette, lodrette eller flerdimensionelle, synes ofte at være sammenfaldende med stadig dybere forandringer i den rejsendes bevidsthed. Nogle udøvere af shamanisme mener, at man rejser til Underverdenen for at få kraft, healing eller urenergi, til Mellemverdenen for at få praktiske råd og hjælp og til Oververdenen for at få svar på de store eksistentielle spørgsmål, som Livet stiller os. Disse retningslinier bør betragtes som tommelfingerregler, idet der selv i traditionelle samfund findes specialiserede shamaner, som kun rejser til visse områder i Åndeverdenen under særlige omstændigheder og af særlige grunde.

Shamanen oplever mange bevidsthedsskift i løbet af rejsen. Som før nævnt kan disse skift ske i forbindelse med dimensionsforandringer i Åndeverdenen, men der er ingen grænser for dybden i den shamanistiske rejse eller for de bevidsthedsændringer, der opleves af den rejsende. For eksempel når en åndehjælper tager bolig i en, er det en vidunderligt kraftindgivende oplevelse, der indebærer et helt nyt syn. Det kan også ske, at shamanen bliver indtaget i en af sine åndehjælpere og oplever Universet fra den pågældende ånds væsen, mens hun samtidig bibeholder sin egen bevidsthed. Med hver af disse forandringer udvides shamanens bevidsthedsoplevelse.  Nogle mennesker oplever endog at dø under rejsen. Engang var der en næsten halvfjerdsårig antropolog, der døde på et af mine kurser. Heldigvis vidste hans kone, der var død nogle år forinden, at hans tid endnu ikke var kommet, og sendte ham efter en dybt bevægende genforening tilbage. Da han omsider vendte tilbage til de levendes verden, fortalte han os, at han, da det gik op for ham, at han var død, havde følt en fjern, upersonlig bekymring på grund af alle de genvordigheder, hans død ville volde mig og kursusarrangøren. Men nu var han jo død, og så var den ikke længere. For ham var der ingen tvivl – Han var død og kommet i himlen: Det var ikke nogen “nærdøds-oplevelse”, det var oplevelsen af at dø.

Men endnu dybere bevidsthedsændringer end døden er mulige og ikke ukendte selv blandt udøvere med en moderne vestlig kulturbaggrund. Sådanne oplevelser går ud over det, vi i dag kalder “visualisering” eller “billeddannelse”. De omfatter alle sanser og går sommetider endda langt ud over sanserne, for eksempel oplevelsen af at blive forenet med det, jeg omtaler som Universets Kraft. At opleve det er at gå ud over viden, ud over væren og ud over døden. Det er at gå ind i kernen af al væren, ind i det, nogle ville kalde for bevidsthed. 

Animisme
Den animistiske måde at færdes gennem livet – d.v.s. i erkendelsen af, at alt er levende – er fundamentet for shamanisme. Det er også grundlaget for at forstå bevidsthed. Jaime de Angulo citerer en af sine venner blandt Pit River indianerne for at have sagt,

 “Alting er levende, selv stenene, selv den bænk, du sidder på. Der er nogen, der har lavet den bænk med et formål, ikke sandt. Jamen, så er den jo levende, ikke? Alting er levende. Det er sådan, vi indianere opfatter det. De hvide tror, at alting er dødt….” (Indian Tales, p. 242).

Underbyggende bemærker de Angulo:

“Underets væsen, erkendelsen af livet som kraft, som en mystisk, allestedsnærværende, koncentreret form for ikke-materiel energi, af noget, der findes frit i verden og er indeholdt i mere eller mindre koncentreret form i enhver genstand, - det er Pit River indianernes trosbekendelse." (Amer. Anthro., 28, 1926:354. The Background of the Religious Feeling in a Primitive Tribe).

Disse to udtalelser indfanger essensen af den animistiske livsopfattelse.
Endvidere påpeger Frank Cushing i den forbindelse, at

“Ashiwi’erne, eller Zuñi-folket, betragter solen, månen og stjernerne, himlen, jorden og havet … og alle livløse ting såvel som planter dyr og mennesker som hørende til ét stort system af totalt bevidst og beslægtet liv …. I dette system er begyndelsespunktet mennesket, den mest færdige, og dog den laveste organisme; i alt fald den laveste, fordi det er den mest afhængige og mindst mystiske … alle overnaturlige væsener, mennesker, dyr, planter og mange genstande i naturen betragtes som personlige eksistenser og indeholdes i den ene betegnelse  á-hâ-i … = Liv, [eller] Væsnerne." (Cushing, Frank, 1883: 9 bid.11. Kursiv tilføjet)

Overgivelse
På dette tidspunkt i mit liv definerer jeg shamanisme som en spirituel disciplin, der sætter en i stand til direkte at kontakte, bruge og villigt blive brugt af Universets åndekraft, oftest med helbredelse eller en anden form for balance-genoprettelse for øje. Selv om shamanisme er kulturbestemt, er evnen til at praktisere shamanisme en naturlig menneskelig formåen. Shamanen er en, der er valgt af Ånderne til at repræsentere dem i den fysiske verden. Shamanen lærer at tilkalde sine åndehjælpere og lærere, når det er påkrævet, og at sende sin sjæl ud på rejse i Åndernes Verden. Shamanens opgave er at bede om hjælp fra sine ånder og at bringe hjælpen tilbage til den fysiske verden.

På den måde er shamanen folkets tjener og Åndernes tjener på samme tid. At være folkets tjener og Åndernes tjener på samme tid er ikke nogen nem opgave, som Ghindias påkaldelse peger på. Det efterlader ofte ikke megen plads til den individualisme, vi i den grad dyrker i den vestlige verden. Det kræves ofte af shamanen, at han indgår en pagt med Ånderne, som tit indeholder visse tabuer. Hvis man ønsker at blive en kraftfuld shaman, kan det kun ske med Åndernes medvirken, og det kræver overgivelse.

Tilbagekomsten
Men hvad sker der med shamanen, efter at han er vendt tilbage fra Åndeverdenen?  Indtil nu har vi kun talt om shamanistiske bevidsthedstilstande i relation til den shamanistiske rejse. Min første lærer i shamanisme (i den almindelige virkelighed) plejede at sige, at en shaman kun er shaman, når han arbejder shamanistisk. Ud fra en synsvinkel er det sandt nok, men det er ikke den eneste sandhed. Shamanens vej er en spirituel vej, uanset hvilken bevidsthedstilstand han befinder sig i. Hvis shamanen bevæger sig for langt væk fra vejen, fra sine åndehjælpere og læreres påbud, risikerer han at miste dem. Ånderne er til stadighed en del af hans daglige bevidsthed, og det har indvirkning på hans almindelige virkelighedsopfattelse.  Det har også indvirkning på, hvordan andre betragter ham. Som Don Handelman (1972) så præcist påpeger, frygter de fleste mennesker, der ikke har direkte forbindelse til Åndeverdenen, shamanen, simpelthen på grund af hans umiddelbare adgang til Ånderne (84-101).

Jo mere Åndernes kraft strømmer igennem shamanen, jo mere kraftfuld bliver hun, så længe kraften bruges rigtigt; det vil sige som defineret af Ånderne. Efter indvielsen er den måske vigtigste belæring fra Ånderne til den kommende shaman, hvordan hun skal leve med kraft i sin egen hverdag på en måde, der er acceptabel for shamanen og for det samfund, hun lever i. Uden at tage belæringerne til sig, risikerer novicen sindssyge, eller hvad der måske er værre, at blive frygtet som en galning, eller blot blive affærdiget som neurotisk. Det er nødvendige belæringer, for jo mere hun arbejder med Ånderne, jo mere bevidst bliver shamanen: Mere bevidst om ånderne som væsener eller bærere af Universets Kraft, og derfor mere bevidst om Universets energi/kraft, og mere bevidst om, at Universets energi/kraft er den kraft, der er i hende, og at den er kilden til – og den samme som – hendes egen kraft, hendes egen dybe bevidsthed. Med denne indsigt følger den viden, at der ikke er nogen adskillelse mellem den enkeltes kraft, den enkeltes bevidsthed, Universets Kraft og den Universelle Bevidsthed. De er en og samme. Med andre ord, som en af mine lærere i denne virkelighed engang sagde til mig, “Alt det, der er mig, er ikke MIG.”

Konklusion
Manglen på erkendelse af Universets animistiske natur er en af de største snublesten, der ligger i vejen for vestlig videnskabs forståelse af bevidsthed. Hvis vi tror, at alt er dødt, skaber vi adskillelse mellem alt andet og os selv. Med det synspunkt er det meget vanskeligt at udforske bevidsthed undtagen som noget, der er adskilt fra vores egen væren. Ud fra det lidt, jeg har lært, forekommer det klart, at studiet af bevidsthed må starte indefra, det vil sige fra min egen forbindelse til bevidsthed. Noget så smukt, så dybt, så altomfattende som bevidsthed kan ikke udforskes tilbunds udelukkende ud fra en vestlig videnskabelig tilgangsvinkel. Østens forskere har studeret bevidsthed gennem adskillige tusinder af år, og shamaner har, gennem at bevæge sig ind i og med shamanistiske bevidsthedstilstande, udforsket bevidsthed igennem måske hundredtusinde år eller mere. Resultaterne af denne udforskning viser klart den indbyrdes forbundethed mellem liv og bevidsthed. Liv er bevidsthed. Alting er levende. Alt har bevidsthed, og det er denne bevidsthed, der knytter os alle sammen.

Dette indlæg er oprindeligt skrevet til et møde i 
“The Society for the Anthropology of Consciousness”, 
afholdt i Tucson, Arizona i april, 2000.

(Dansk oversættelse: Kirsten Kincaid)

 

LITTERATUR: 
Cushing, Frank H. (1883):  Zuñi Fetiches. Second Annual Report of   the Bureau of  Ethnology. Washington, DC. (Reprinted KC Publications, Las Vegas, Nevada, 1987)
De Angulo, Jaimi (1926):  The Background of Religious Feeling in a Primitive Tribe, i: American Anthropologist, ns. 
De Angulo, Jaimi (1953): Indian Tales. New York
Handelman, Don (1972): Aspects of the Moral Compact of a Washo Shaman, i: Anthropological Quarterly, 45,2. Washinton DC
Lopatin, Ivan A. (1940-41): A Shamanistic Performance to Regain the Favor of the Spirit, i: Anthropos 35-36. Freiburg
Noll, Richard (1987): The Presence of Spirits in Magic and Madness, i: Nicholson, Shirley (ed.): Shamanism, An Expanded View of Reality. Wheaton, Ill.

-- TILBAGE TIL BIBLIOTEKET --