shamanistisk meny
   

 

MODERNE SHAMANISTISK PRAKSIS

www.shamanism.dk - dagtromme                                          www.shamanism.dk - Nattromme
         
  Om "neo-shamanisme", "Kerne-shamanisme",
"By-shamanisme" og andre betegnelser

af Annette Høst ©

 
   

 

Jeg står med begge ben i min egen tid og jord, i mit eget samfund. Jeg prøver at lære kundskaber, som har været glemt og forbudt i lange tider. Så kommer der folk og kalder mig ting. Eller de kalder det jeg laver ting. Måske kender du selv situationen.

Afhængig af, om de er antropologer eller kristne, amerikanere eller new-age boghandlere, kalder de det, vi laver, for neo-shamanisme, kerne- (core) shamanisme  eller by- (urban) shamanisme eller noget helt fjerde. Men ingen af disse navne eller mærkater synes at passe helt rigtigt. Det får mig til at spørge: Hvad er virkelig kendetegnende for shamankunstens udøvelse her og nu, for vores moderne shamanistiske tradition? Og hvilket navn ville passe? Lad os kikke under overfladen af disse betegnelser og se hvad de indeholder.
 
Kerne-shamanisme (core shamanism)
Dengang jeg var mere uskyldig og havde mindre erfaring omkring shamankunst,  hele new-age scenen og akademikernes diskussioner, plejede jeg at kalde det jeg lavede for kerne shamanisme, sådan som jeg havde lært det af Michael Harner (grundlæggeren af Foundation for Shamanic Studies i USA). Så engang underviste jeg i Holland, og de kaldte det jeg lavede for Harner shamanisme. Det gav mig noget at tænke over.

Bogstavelig talt betyder core shamanism kernen af shamanisme, uden kulturelt særpræg eller klædedragt. Shamankunst skrællet ind til den essens, der er tidløs, fælleskulturel, ja bare menneskelig. Det vigtigste i denne tværkulturelle kerne er bevidsthedsskiftet, sjælerejsen, forholdet til åndehjælperne og naturkræfterne; og shamanens opgaver som helbreder, seer, og sendebud mellem åndeverdenen og samfundet.

Denne idé med kun at praktisere essensen er en smuk tanke, og kan måske også lade sig gøre – til en vis grad. Men vi narrer os selv, hvis vi ikke ser, at lige så snart vi har fjernet den indianske, nepalesiske eller sibirske klædedragt fra shamankunsten, så iklæder vi den vores egen dragt. Uundgåeligt klæder vi den i vores egen kulturs form,  skikke og fordomme. Måske kan det lade sig gøre at lære kernen. Men så snart vi begynder at praktisere kunsten, så får den farve af vores egen tid og kultur. Som den skulle. Men så er det ikke kerne-shamanisme mere.

For de fleste folk er udtrykket core shamanism imidlertid ensbetydende med den måde, som Michael Harners Foundation for Shamanic Studies praktiserer shamanisme på, og den er heller ikke ”core” i bogstavelig betydning. Den er Michael Harners ”egen personlige destillation og fortolkning af nogle af de tusindårige shamanistiske metoder…” tilpasset  vesterlændinge, som Michael selv skriver i sin bog ”Shamanens Vej”. Med andre ord udvalgt og serveret på en måde, der er vestlig nok til at vestlige mennesker kan kapere det. Selvfølgelig! Hvorfor ikke? Vi er mange, som har haft stor gavn af Michaels pionerarbejde og fortolkning. Men når jeg i dag betragter Harners shamanisme med mine nordiske og efterhånden nogenlunde shamanistisk erfarne øjne, så forekommer den mig temmelig -  ja, amerikansk. Hermed mener jeg, at den er stærkt præget af USAs kristne,  spirituelle-fast-food-kultur. Og ligesom den samtidige europæiske shamanisme må den slås med de udfordringer, der hedder urbanitet, overfladiskhed og tendensen til at psykologisere ånderne.

Alt i alt er ”kerne” og ”core” i mine ører ord, som kan minde mig om gavnligheden i at holde min praksis fri for overflødigt rituelt tingeltangel. Men anvendt som betegnelse for nutidig, vestlig praksis er de udtryk for ønsketænkning, for et uopnåeligt, om end smukt tænkt mål.
 
By-shamanisme (urban shamanism)
Betegnelsen by-shamanisme er en interessant kombination af begreber. For mig er det et paradoks. Hvis den shamanistiske praksis er ”urban” i bogstavelig forstand, det vil sige fjernet fra landet, den rå jord og naturen, så vil den være afstumpet. Dette er en smertelig kendsgerning for alle de, der bor i byen og prøver at udøve shamanens kunst. Det er et af de vilkår for  megen ny shamanistisk praksis, som vi er nødt til at se i øjnene og forholde os til. Vi kan forsøge at forbedre og kompensere for det, men ikke dække det med sminke.

Nok om byshamanisme i bogstavelig forstand. Nogle forfattere, for eksempel Serge King, har brugt udtrykket til at beskrive deres egen form for shamanisme. Jeg synes det er værd at bemærke, at i denne type shamanisme er psykologiseringen af ånderne gået så vidt, at det eneste, der er tilbage af ånder og åndehjælpere er forud tilrettelagte visualiseringsøvelser. Til sammenligning er både naturens kræfter og  personligt kendte ånder uundværlige i den traditionelle shamanisme, for at shamanen overhovedet kan udføre sit arbejde.  
 
Neo-shamanisme
Når antropologistuderende og religionsforskere kommer og studerer os for at skrive opgaver, kalder de det, vi laver for neo-shamanisme. De kalder det neoshamanisme i modsætning til ”rigtig” shamanisme, sådan som den udøves i de samfund, hvor shamanens arbejde er anerkendt af hendes egen, etablerede kultur. Betegnelsen neo- udtrykker en kritisk holding til vores praksis, og er nogle gange fulgt af bemærkninger om, hvordan man kan blive shaman på et kursus, ha, ha.

Ja, nogle mener, at vi bare leger lade-som-om-shamanisme. Hvad er det da konkret, akademikerne ser som hulheder eller mangler i vores praksis? Opgaverne og afhandlingerne om neo-shamanisme diskuterer moderne menneskers romantiske forsøg på at imitere ”de ædle vilde”. De akademiske forfattere holder på, at den moderne udøvers oplæring, indvielse, lidelse og spirituelle fundament kun er en bleg skygge af de tilsvarende ting hos en ”rigtig”, traditionel shaman. Og sommetider taler de om den illusion, at man skulle kunne praktisere shamankunst uden at den er gennemsyret af ens egen kultur.

Jeg synes ofte, at akademikerne har fat i noget væsentligt. Men akademikerne ser jo også gennem egne øjne, og deres syn er præget af to forhold: På den ene side er de teoretikere, skriftkloge, som ikke selv har nogen shamanistisk erfaring. (Eller hvis de har, skal de nok vide at gå meget stille med det). På den anden side er de netop kloge på skrifter, og har et langt større viden om andre kulturers shamanistiske tradition, end de fleste moderne udøvere har. De kan pege på nogle af udfordringerne i vores nutidige, vestlige praksis, som jeg vil komme tilbage til om lidt.

Det bedste, jeg får ud af deres kritik er at den understreger vigtigheden af, at vi moderne udøvere tilegner os større perspektiv, kundskab, ydmyghed og tålmodighed. Den vi kan få  ved at studere de levnedsskildringer og belæringer fra shamaner fra andre tider og kulturer, som er tilgængelige for os nu som ingensinde før.

Det, jeg slet ikke bryder mig om ved betegnelsen neoshamanisme er, at den adskiller vores praksis fra al øvrig shamanisme. ”Neoshamanisme” er en kategori helt for sig selv, fremmed og anderledes. Og alle de andre traditioner er samlet under den almene betegnelse ”shamanisme”.  Jeg ser snarere det, vi udøver, som endnu en lokal shamanistisk tradition, endnu en gren på shamanismens urgamle verdenstræ. I mange henseender anderledes, selvfølgelig, end de gamle samiske eller sibirske grene, og forskellige fra jernaldersejdens og nutidig Amazonshamanismes grene – men fæstnet på den samme stamme og næret af de samme rødder.
 
Moderne europæisk shamanisme? 
Så hvad kan vi kalde det vi laver? Først og fremmest kalder jeg det, jeg udøver shamanisme eller shamankunst. Hvis jeg skal sammenligne vores praksis med andre traditioner, foretrækker jeg at kalde den moderne, europæisk shamanisme. Det vil sige en shamanistisk tradition, hvis praksis er rodfæstet i vores egen tid og nordeuropæiske kultur, og hvis form er præget af alle den kulturs spirituelle, materielle og politiske kendetegn.

Hvad kendetegn har da de moderne vestlige livsvilkår, set fra perspektivet af tusinder af års shamantraditioner? Hvis vi skulle betragte vores samfunds træk med en nepalesisk shamans, en vikingetids sejdkones, eller en lakota medicinmands øjne? Nogle af disse kendetegn er så ubevidste og sidder så dybt i min knoglemarv, at jeg end ikke kan komme i tanke om dem. Jeg kan dog komme i tanke om nogle af vores kulturtræk, som er betydningsfulde for vores tilgang til shamankunsten, og som adskiller os fra andre tider og folkeslag.

  • Frihed til lovligt at udøve magi, natur-spiritualitet og shamanisme.
  • Højprioritering, næsten dyrkelse af individet og individualitet.
  • Byliv. En afskårethed fra naturen, parret med uvidenhed om i hvor høj grad man ignorerer den. Ukendthed med planters, dyrs, landskabers livskredsløb.
  • Et verdenssyn stærkt præget af kristendom, videnskabstænkning og psykologi
    .
  • Tempofiksering og behov for hurtige resultater. Og den dermed mistede tålmodighed og villighed til fordybelse.
  • Svind af mundtlig overlevering og fortælletradition, og en deraf følgende utrænet hukommelsesevne.
  • Adgang til en kæmpeviden om shamankunst fra andre tider og kulturer.
  www.shamanism.dk - Storby

Jeg er ikke den, der beklager mig over disse forhold. Mit ærinde er kun at se dem. Nogle af dem er kolossale privilegier, som jeg behandler som gaver – for hvem ved, hvor længe de vil vare? Andre er rigtignok snarere tab og svækkelser af evner, som tages for givet, ja regnes for livsnødvendige i andre kulturer. I min erfaring følges disse tab hos en del mennesker ofte med en sult, en ubevidst higen efter det tabte. Det er denne sult jeg ser som den åndelige årsag til romantiske projektioner på naturnære folkeslag og gamle traditioner. Jeg nærer både respekt og ømhed for gyldigheden af denne sjælelængsel. Men den skal parres med bevidsthed for ikke at føre os på afveje.

Jeg tror det er vigtigt for integriteten af vores praksis, at vi prøver at se med klare, ædru øjne, hvad vi har med os som kulturel bagage, når vi begiver os ud på shamanismens store eventyr.

Vi kan finde både centrering og ydmyg kraft i at erkende, hvad de kulturbårne stærke og svage sider i vores praksis er: Lige her står vi og kan ære både slægtskabet med og forskelligheden fra de andre grene på shamanismens verdenstræ. Herfra kan vi se, hvad vi behøver at lære og gøre, for at vores praksis kan blive så ægte og autentisk som muligt.


Først skrevet til nyhedsbrevet Spirit Talk i 2001.
Oversat fra engelsk og revideret forår 2005 af Christa Baumgartner og Annette Høst.

-- TILBAGE TIL BIBLIOTEK --