shamanistisk meny
   

OM INDIANSK SPIRITUALITET
og vores længsel efter jorden

Af Annette Høst ©

 
   

 

Overalt i den vestlige verden, og specielt i new age kulturen blomstrer interessen for indianske traditioner og livsvisdom. Fascinationen af indianere rummer bestemt en ægte kraft, for den bunder ofte i en dyb længsel efter at føle samhørighed med Jorden og Naturen. Men vores fascination og indianerromantik giver samtidig grobund for et marked, der kan sælge alt - fra smykker til workshops - bare det kaldes indiansk eller shamanistisk. 

I denne artikel vil vi undersøge, hvordan vi her og nu kan bruge den fællesmenneskelige kerne af stor skønhed, som findes i indianske ceremonier og traditioner, uden at blive "plastik-indianere". 

I mit arbejde med shamanisme hører jeg ofte fra folk, at de længes eller sulter efter den selvfølgelige samhørighedsfølelse med Jorden, som er en fødselsret for beboere i naturnære kulturer. Dåbsgaven i vores samfund er dogmet om menneskets ophøjethed og basale afskårethed fra naturen. Denne afskårethed medfører megen rodløshed og et tomrum i sjælen. For at udfylde det oplevede tomrum, søger mange til andre kulturer, og indianerne synes at stå for alt det, vi mangler og længes efter. 

Et af de mest kendte og elskede eksempler på "indiansk veltalenhed" er høvding Seathl's tale fra 1850'erne (se Alternativt Nettverk jan. 97, side 68 og 70). Den udtrykker for mange essensen af indiansk spiritualitet i sine centrale passager: 

"Vi er en del af jorden, og jorden er en del af os. De duftende blomster er vore søstre. Hjorten, hesten og den mægtige ørn vore brødre. Klippetinderne, engenes safter, poniens kropsvarme, alle tilhører den samme familie.....Hvad er mennesket uden dyrene? Var alle dyr væk, ville mennesket dø af sjælens store ensomhed...Alle ting er forbundet....Jorden er vor moder. Hvad der overgår jorden, overgår også jordens børn...Mennesket har ikke skabt livets væv, det er blot en tråd i dette væv. Hvad end mennesket gør mod det væv, gør det mod sig selv." 

Skønt vi nu ved, at denne tekst er blevet drastisk omskrevet i flere omgange, er den stadig en juvel. Den udtrykker en levende kærlighed til jorden så enkelt og klart, at ethvert barn kan begribe det. 

Et animistisk manifest
Det verdenssyn, som høvding Seathl udtrykker her, kaldes animisme, (af latin: anima, sjæl eller ånd(edrag)). Animisme betyder at alt, hvad der er, er levende og har sjæl. Her er vi ved naturkernen og det fællesmenneskelige i det, som mange tror er specielt indiansk. Men animisme er et livssyn, der er fælles for mennesker verden over i alle naturnære, såkaldt primitive, kulturer. I vestlig forståelse er animisme en tro eller primitiv religion. Men for traditionelle australske indfødte, højlandsstammer i Thailand, amazonlandets oprindelige folk, arktiske inuit, tidligere sibiriske kulturer, vores egne nordiske bronzealder-forfædre og -mødre, og for nordamerikanske indianere er animisme en måde at færdes i verden på. I animismen leves en urgammel økologisk bevidsthed, og derfor kan vi osse med mere mundrette ord kalde animismen for Spirituel Økologi.

Så Høvding Seathls tale er stadig et smukt og vældigt dokument, blot ikke som udtryk for en speciel indiansk kulturs åndelighed, men som et animistisk manifest af global og tidløs gyldighed.

Når vi læser den, ved vi at den samme tale er holdt utallige gange, utallige steder på kloden, af folk i samme situation som amerikanske indianere i sidste århundrede, truet af den vestlige kulturs rovdrift på naturen. Den bliver holdt den dag i dag når de sidste vildmarker og urskove trues af ødelæggelse for at mætte vores behov for eksotiske indonesiske træsorter til vores møbler, kaffe til dumpingpris, eller brazilianske krystaller til new age markedet. 

Det stereotype indianerbillede - og mangfoldigheden 
Fra vi var børn, er vi blevet fodret med forenklede og stereotype billeder af "indianeren" som fjerprydet, til hest, med tipien og de store vidder i baggrunden. Men "indianer" er en ligeså bred betegnelse som f.eks. "europæer", og den spænder over en mangfoldighed af kulturer, som er vidt forskellige i opbygning, religion og ceremonier, og over et tidsrum fra sidste istid og til nu. Der findes altså ikke et enkelt begreb som "Den indianske religion" eller et sæt af indiansk livsfilosofi. 

Hvis vi nu vil respektere og lære af indianske traditioner, må vi starte med at give plads for en mere nuanceret viden. Vores klichéagtige billede af den bisonjagende prærieindianer, efter hestens indførelse, og før den ødelæggende kontakt med de hvide, omfatter bare een gruppe af stammefolk, bl.a. Lakota og Dakota (osse kendt som Sioux), Cheyenne, Sortfod og Arapaho, i et kort tidrum på 75-200 år. Men indianerne, eller de oprindelige amerikanere, omfatter også folk som Kwakiutl og Bella Coola (dem med totempælene) på den regnfulde nordvestkyst, som var samfund med shamanisme, fokuseret på materiel velstand, og baseret på fiskeri, hvalfangst og slaveri. Indianere er også jæger-samler kulturerne Washo og Paiute, nomader på overgangen mellem ørken og bjerge, der knapt brugte læskærme, værktøj eller klæder, men havde en rig shamanistisk og rituel tradition. Indianere er også de majsdyrkende pueblo/ landsby kulturer i det tørre syd som Hopi og Zuni, civilisationer kendetegnet ved højt udviklet og stram ceremonialisme og hemmelige medicin selskaber. Selv om der er store forskelle mellem disse folkeslags kultur, religion og moralske værdier, er der alligevel en fundamental, fælles grundklang i deres syn på livet og universet: Det er netop animismen, den spirituelle økologi, og en stræben efter kosmisk balance og harmoni, en cyklisk tidsopfattelse af året og livet, billedliggjort af cirklen. En indvævethed af det spirituelle i det daglige, så alle hverdags gøremål også er religiøse handlinger. Og det er disse fællestræk, der har størst appel og aktualitet for os i vesten nu. 

Shamanisme, indianere og animisme
Når man driver med shamanisme og underviser i det, støder man tit ind i den populære misforståelse, at shamanisme er noget specielt indiansk. Men shamanisme findes over hele jorden. Ordet shaman, nu generelt brugt, er et sibirisk ord, men hver kultur har sit eget navn for denne magisk-spirituelle specialist, f.eks hos samer noaide, på oldnordisk volve, hos shoshone indianere: puhagan, blandt inuit: angakok

Shamanisme er ikke i sig selv en religion, men at praktisere shamanisme leder ofte til religiøse oplevelser. Animismen er så at sige shamanismens spirituelle fundament, for shamanen arbejder netop med at kommunikere, forhandle og samarbejde med dyrs og planters ånder, sjælen i klippe og vind. Mange shamanistisk aktive kulturer, også indianske, fortæller myter om en gylden fortid, da alle væsner og livsformer forstod hinandens sprog, men nu er det kun shamanen som i trance eller ændret bevidsthed forstår disse sprog, og hun fungerer derfor som tolk og budbringer mellem arterne. 

I nogle nordamerikanske kulturer har shamanismen været central, men slet ikke i alle. I en groft skitseret opdeling af indianske religioner, kan man sige at der er overvejende shamanistisk prægede traditioner mod nord i samler jæger kulturerne, hvor det spirituelle liv er løst organiseret, med vægt på personlig vision og dyreånder. Mod syd i pueblo og agerbrugskulturer har det ceremonielle og præstelige overvægt med kalenderfaste frugtbarheds ritualer og medicinloger. 

Shamaner og medicinmænd
Hvad er så forskellen på shaman og medicinmænd? Lidt forenklet kan vi sige at shamanen udfører sit arbejde i direkte kontakt med sine åndehjælpere, i en ændret bevidsthed, mens medicinkvinden eller -manden udfører sit arbejde i almindelig bevidsthedstilstand. Medicinfolk kan være healere, "indian doctors", på linje med Skandinaviens kloge folk, som kan stille blod, sætte benbrud, bruge urtemedicin, eller de kan have rolle som præst, som leder af fastlagte ceremonier, eller som spirituel lærer. 

Der er selvfølgelig mange overlapninger, men forskellen mellem shaman og ceremoniel leder ses f.eks. tydeligt hos Navajo: Hvis en person er syg eller ulykkesramt, bringer man vedkommende tilbage til hozho, kosmisk harmoni og skønhed, gennem en flere nætter lang healingceremoni, en chantway. Først diagnosticeres personen af en shaman, kaldet handtrembler, listener eller crystal gazer, der får sin information via ånde-syn, i trance. Derefter ledes healingceremonien af en medicinmand, sanger, eller haatali, som foruden at recitere alle sangene også må kunne udføre de tilhørende sandmalerier af verdens skabelse - fejlfrit. 

Ceremoni og ritual
I mangfoldigheden af indianske kulturer ser vi de centrale spirituelle principper udtrykt i både dagligt liv, og i ceremoni og ritual. I Lakota pibeceremoni, i hopiernes kachinadance, i Shoshone soldansens taksigelsesofre, i sandmaleriet i navajoernes healingritualer, i apacheernes solopgangsceremoni for pubertetspiger, i mange nationers svedehytte ritualer, i månehyttens retreat for menstruerende kvinder, og i den ensomme visionssøgning for prærieindianernes unge. 

Enhver ceremoni består af både form og indhold. Ceremoniens form afgrænser det hellige rum, hvor ceremoniens indhold, mødet mellem ånder og mennesker finder sted. Målet med enhver ceremoni, ceremoniens indhold, er at skabe eller styrke forbindelsen til universets kraft og ånd. Ceremoniens form er i sig selv blot midlet til at opnå målet, og ceremoniens ydre form eller indpakning er oftest meget kulturspecifik. 

Hvis vi med vores ceremonielle arbejde vil opnå ægte spirituel forbindelse og forandring, er det afgørende at vi ikke forveksler indpakning med indhold, ikke forveksler midlet med målet. I vores forhold til indiansk spiritualitet blir det derfor vigtigt at vi ikke stirrer os blinde på og ukritisk importerer det eksotiske ydre, lige meget hvor højt vi sætter indianske kulturer. Kort sagt gælder det om ikke at imitere den ceremonielle form, men at lade sig inspirere af ceremoniens indhold

Lad os som eksempel sige at du har overværet og følt dig dybt berørt af en Lakota pibeceremoni, hvor piben forbinder jord og himmel, og hvor cirklen, de fire verdenshjørner, jord og himmel æres med de bønner, som bæres mod himlen af pibens røg. Hvordan kan du lade dig inspirere af denne ceremoni til brug i dit eget danske hverdagsliv?

I Lakota tradition er piben højhellig og central, for pibeceremonien er en af syv hellige riter, som den mytiske Hvide Bøffel Kvinde for længe siden bragte Lakotaerne og omkringboende stammer. At blive pibebærer kræver uddannelse, pletfri opførsel og tilladelse eller indvielse af de ældre pibebærere. Mange traditionalister blandt prærieindianere føler sig dybt krænkede over at se piben brugt af u-autoriserede og/eller hvide ceremoniledere. Vi kan sammenligne det med, at det heller ikke er enhver som kan lede en katolsk højmesse, det kræver også lang uddannelse, specifik viden og indvielse, men - enhver kan bede til jomfru Maria. 

Enhver kan lade cirklen indramme sin ceremoni, og enhver kan vende sig mod de fire retninger, jord og himmel, for at påkalde og ære dem med klare, enkle ord fra hjertet. Dette kan gøres blot for at sende en bestemt bøn eller ønske til universet, eller som indledning til en shamanistisk rejse, en healing, en barnedåb, eller et bryllup. 

I pibe ceremonien repræsenterer pibens hoved og skaft jord og himmel, og når de føjes sammen, forenes også jord og himmel. Denne forening er et element, som mange mennesker savner i vestlig religion og ceremoni. Men piben er kun een måde at gøre det på. Det kan gøres på utallige andre måder. En ung kvinde fortalte mig, hvordan hun fik det vist i en drøm: Hun står solidt på jorden, med ansigt og arme rakt op mod himlen. Med hver dyb indånding lader hun himmel og jord mødes og forenes i sin egen krop. Hun var meget rørt af en følelse af at hendes krop hermed var blevet helliggjort og frugtbar, og at hvert bevidst åndedrag nu kunne bære hendes bøn eller taksigelse til universet. Hun havde fået et helt enkelt, men kraftfuldt ritual, som hun kan tage med sig hvorsomhelst i sin hverdag. Vi kan trække en tråd her til tidlig nordisk frugtbarhedsreligion, hvor foreningen af himmel og jord fejredes om foråret som Det Hellige Bryllup. Og vi kan trække en anden tråd til Pahponee, en moderne Kickapoo-Potawatomi indianer, som af sin bedstemor lærte at "Den største Ceremoni er Livet selv". 

Traditionerne- og dagens virkelighed
Hvis artiklen sluttede her, ville den stadig være romantisk. Vores udfordring nu ligger i om vi kan lade os inspirere af alt det foregående, - og samtidig rumme det følgende: Indianerne er blandt Nordamerikas fattigste, og at besøge reservaterne er som at stå midt i slaget mellem de to kulturformer, mens det udkæmpes med både landskabet og menneskers kroppe som slagmark. Med fattigdom følger alkoholisme og fejlernæring, og en veluddannet hvid kvinde, jeg mødte, mente at indianere måtte have et specielt gen for fedme. Men det "gen" hedder fattigdom, afmægtighed og rodløshed. Det er at have mistet meget af sin egen kultur uden at have fundet plads i den sejrrige kultur, og det ser ikke kønt ud. 

De allerfleste indianske nationer står med enorme udfordringer og problemer i form af arbejdsløshedsprocenter på 80-90, vold og alkoholisme, analfabetisme, familier i opløsning og børn født evnesvage p.gr.a. alkoholskader i fostertiden. Der gøres en kæmpe indsats for at vende denne udvikling. Annoncen her fra avisen Navajo Times handler om et program til forebyggelse af alkoholafhængighed og overgreb mod børn.

 

I en anden indiansk avis Indian Country Today lanceres sloganet: "Alcohol is NOT Lakota Tradition!" I det hele taget bruges de gamle spirituelle traditioner, eller nye pan-indianske begreber som f.eks medicinhjulet, i stammernes egne sociale programmer som metoder til at opbygge nyt selvværd og genfinde den "gode, røde vej". 

Plastik-indianere eller jordens børn? 
Ofte helt uvidende om denne sociale virkelighed projicerer vi vores længsel efter naturnærhed over på indianerne. Det gir grobund for et marked, der bugner med bøger og workshops om indiansk spiritualitet. Hvad siger indianerne selv til al denne interesse og mediebevågenhed for deres spirituelle traditioner? Mange indianere har kun bitre og sarkastiske ord tilovers for det de opfatter som new age omklamring og overfladisk forbrugsmentalitet, og der bruges bedske udtryk som "plastik-indianere", plastik- shamaner, og vittigheder som denne: "Hvilken indianer stamme er den største? Det er Wanna-bee indianerne!" (Want-to-be-indians). 

I over ti år har jeg fulgt denne diskussion som den bølger frem og tilbage med hadske og forsonende ord. Debattens vigtigste temaer kommer til orde i en artikel fra 91 "Til alle de, der var indianere i tidligere liv" af Andy Smith, en Cherokee kvinde: 

"...De "indianske" traditioner, som disse hvide New Agers praktiserer og sælger, har ikke meget rodfæste i indfødte amerikaneres virkelighed....Men de hvide synes fast besluttede på ikke at se på ressourcerne og kraften i deres egne kulturer. Det er sært, fordi førkristne europæiske kulturer osse er Jord-baserede og indeholder mange af de samme elementer, som de hvide angivelig søger i indianske kulturer. Dette får mig til at tro at de hvide har mere lumske motiver til at få fingre i indiansk spiritualitet...De ønsker ofte at flygte fra deres hvidhed, og det gør de ved at prøve at "blive indianere", på den måde kan de undgå ansvaret for de hvides racisme og ødelæggelse af jorden. Men de vil kun være delvist indianere. De ønsker ikke at være del af vores kamp for overlevelse og landrettigheder, de ønsker ikke at kæmpe mod alkoholisme og folkedrab. De ønsker intet der kan plette deres romantiske ideer om hvad det vil sige at være indianer...De forstår ikke vore kampe for overlevelse, og derfor kan de ikke have nogen ægte forståelse af indiansk spirituel praksis....Vores spiritualitet er ikke til salg!" 

En anden del af den hede debat handler om det voksende, også nordeuropæiske fænomen "falske medicin mænd", altså folk, der udgiver sig for enten at være indianere og/eller påstår at repræsentere en indiansk nations "medicin" traditioner, uden at det er sandt. Leslie Adkins råder i Eagle Wing Press til at stille følgende spørgsmål til folk, der præsenterer sig som medicin-mænd, indianske spirituelle ledere eller "elders", og tilbyder indianske ceremonier: "Hvilken nation eller stamme er personen registreret som medlem af? Hvem har oplært dem, hvor har de fået deres viden?. Er de anerkendt af deres nations/ stammes "ældste"?" Selvfølgelig vil ikke alle kunne svare på alle spørgsmålene, men det vigtige her er vores vilje til at gøre vores bedste for ikke at bære falske myter videre. 

Alt dette kan være provokerende ord. Sidste sommer så vi, en gruppe shamanistisk praktiserende, en indiansk produceret film med netop dette budskab. Det var en voldsom svada for mange, og efter at vi havde sundet os lidt sagde en kvinde: "Det er sgu osse min Jord!" Og det er netop kernen i sagen. Indianske folk kan med god ret kræve respekt for deres religioners kulturspecifikke ceremonielle form, og deres vrede over plagiaterne er forståelig. Men det grundlæggende indhold i "indiansk spiritualitet" har indianere ikke monopol på, det har de tilfælles med alle mennesker. Jeg er ikke indianer, men jeg er jordens barn, og den jordbaserede naturnære spiritualitet er osse min fødselsret, som bare har været glemt og gemt alt for længe i min egen kultur. 

Når jeg lærer at skelne mellem indpakning og indhold, og får trukket det hjem, som vitterligt er mit, kan jeg ære både mit slægtskab med og min forskellighed fra andre kulturer og tider. 

Naturrødderne i vores nordiske arv
Vi behøver ikke at være indianere for at ære årets kredsløb, - at kunne læse i fuglens flugt, - at lade vores bønner stige til vejrs med røg, - at danse vildt om ilden, - at forbinde os med fuglens kraft ved at bære dens fjer, - at søge visioner på en øde klippetop, - at ære vores slægtskab med bjørn og ulv, gry og dag i navngivning. Alt dette findes i vores egen førkristne tradition, noget af det lige under overfladen, noget af det stadig praktiseret med en tynd kristen fernis. 

Tag for eksempel visionssøgningen, the vision quest, som vi oftest forbinder med stolte unge prærieindianeres ensomme udholdenhedsprøve. Den selvsamme praksis hedder i gammel nordisk tradition mere beskedent ude-sidning eller vågenat, og er blevet fastholdt så stædigt, at både den danske og norske kirke i 16- og 17oo tallet flere gange måtte indskærpe forbudet mod denne hedenske skik. 

Den spiritualitet, der udspringer af grundfjeldets urkraft og tager form og farve efter årstidernes væsen, efter dyrs og planters sjæl, er ægte og tilgængelig for os alle. Den venter bare på at blive genfundet "spontant", når vi begynder at gøre shamanistiske rejser, der overskrider grænserne for tid, art og rum, og når vi meditativt åbner os for ånden i fjeld, fos og skov, og går til de kilder som altid har givet kraft og visdom til jordens børn. 
 

Noter: 

1) Jeg bruger ordet indianer som den mest mundrette betegnelse for Nordamerikas oprindelige indbyggere. Måske er det sidstnævnte mere "politisk korrekt", men det er jeg holdt op med at bekymre mig om efter at se at indianerne selv kalder sig indianere, både mundtligt og skriftligt. Men de tilføjer også hvilken nation de tilhører, f.eks. Comanche, Seneca. Ordet nation foretrækkes ofte for stamme, da slet ikke alle indianske folk var/er opbygget af stammer. 

2) Grundlaget for denne artikel er min mangeårige læsning af (mest ældre) skrifter om indianske religioner og traditionel shamanisme, uddybet af over ti års shamanistisk praksis og rejser blandt Navajo, Apache og pueblo indianerne. 

3) I tidskriftet Shamans Drum, indianske aviser og opslag på reservater.

 

-- TILBAGE TIL BIBLIOTEKET --